Skip to content

Martin Nielsen fra Team Slagelse

Martin er 51 år og blev en del af Hjerterytterne Team Slagelse i 2019 sæsonen. Martin var igennem et udredningsforløb med sit hjertet året forinden, som heldigvis resulterede i et sundt og rask hjerte. I samme periode opdagede Martin muligheden for at cykle med Hjerterytterne og tog til infomøde for at høre mere om konceptet bag Hjerterytterne. Det var hurtigt et koncept, der gav mening for Martin og med det samme søgte han om optagelse på holdet.

Martin kan varmt anbefale at være Hjerterytter, for selvom det forventes, at den enkelte rytter giver sig alt hvad man kan på cyklen, er der stadig plads til alle. Som Hjerterytter forventes det også, at man deltager på holdets to planlagte træningsture uge for uge – dels for at øge sikkerheden, men også for at udvikle sig og blive bedre på cyklen. Martin mærker et super godt sammenhold med humor, smil og grin – og med en masse sjove og udfordrende oplevelser på cyklen, får man nye venskaber. Det giver især en fællesskabsfølelse for Martin, når holdet cykler afsted sammen og kommer hjem sammen.

Udover at få samlet penge ind gennem cykling, handler det også for Martin om at få en masse god motion for hjertet. For første gang regner Martin med at komme helt op på 5.000 km i årets sæson. Det er desuden meget givende for Martin, at han kan cykle og samtidig støtte økonomisk op om en forening som Hjerteforeningen – ”De gør en stor forskel på mange plan, og man bliver helt stolt, når man tager Hjerterytternes kampdragt på”. Martin blev allerede i denne sæson en del af holdets styregruppe og ser frem til at fungere som Vicekaptajn i sæson 2020.

Scroll To Top