Fokus på Hjerterytteren Anne-Grethe Biehl fra Team Esbjerg

Anne-Grethe har cyklet siden sommeren 2009 med nogle pauser indimellem. 10 år senere her i 2019, er det hendes anden sæson med Hjerterytterne Team Esbjerg. Anne-Grethes motivation for at være Hjerterytter er det gode kammeratskab og det helt unikke sammenhold – og så er det bare nemmere at komme afsted på cyklen, når der står et hold og venter.

Desuden har det været en fantastisk oplevelse for Anne-Grethe at være med på holdets årstur i sommer, hvor flere Hjerterytterhold tog sammen afsted på en Danmarkstour. Ud over træningen og det sociale, betyder det også meget for Anne-Grethe, at hun samtidig kan cykle for hjertesagen – da både hendes far havde dårligt hjerte og hendes nevø blev hjerteopereret som barn.

Anne Grethes personlige mål på holdet i år er at blive bedre til bakkerne for at undgå at skulle stå af på de højeste og stejleste. Og så glæder hun sig til sæsonstart sammen med mange af deltagerne fra sidste år. Samtidig ser hun frem til at lære de nye holdkammerater at kende.

Tak til Anne-Grethe for at være Hjerterytter og gøre en indsats for både andre og egen sundheds skyld.