Hjerteløbet 2019 med Team Næstved

Hjerterytterne Team Næstved fejrede ”Mors dag” d. 12. maj med et nyt motionscykelløb kaldet ”Hjerteløbet”. Der var lagt op til et folkeligt event for alle på cykel. Overskuddet fra arrangementet blev afsat til indkøb og opsætning af hjertestartere i Næstved City.

Der var knap 100 deltagende ryttere, som blev sendt godt afsted af Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, som selv er cykelrytter. De fleste ryttere cyklede ruten på 100 km. Det var en rigtig god dag for alle med forplejning i start-målområde og servicedepoter på ruterne, god afmærkning af ruterne og hjælp fra de mange flagposter, samt en lille blomst til alle mødre.

Hjerterytterne Næstved leverede en stor hold-indsats i forhold til arrangementet. Den fantastiske opbakning fra holdet var en meget stor motivationsfaktor for Team Næstveds styregruppe, hvilket resulterede i en flot og velgennemført afvikling af cykelløbet. Desuden har det skabt et godt grundlag for at gøre Hjerteløbet til en god folkelig tradition i Næstved.